Nye kommentarer

    Sæsonen forbi – sommeren venter

    Så fik vi overstået sæsonen 2013/14. Den blev desværre lidt historisk, fordi Greve Billard Klub for første gang i årtier ikke vandt en eneste titel. Men herfra kan det jo så kun gå bedre, kan man sige.

    Jeg vil lige færdiggøre referaterne af holdturneringerne i denne sæson. Holdsammensætningerne kan læses længere nede på siden:

    2. division, kegler:

    Greve – Gilleleje 8-0

    Gilleleje Billard Klub er jo en dygtig en af slagsen, men dette hold havde ikke helt styrke til at være med i den tredjebedste række, og de lå sidst fra start til mål.

    Gerts og Andreas’ modstandere var i denne kamp særdeles fredeligt indstillede, men Gert præsterede trods alt en serie på knap 200 undervejs. Lars og jeg måtte kæmpe noget hårdere for vores sejre, men tvivl om det samlede udfald var der reelt aldrig. Lars fortsatte det fine spil med et snit på 54,54

    Vejby – Greve 4-4

    Her kørte vi ikke forkert, men vi kender jo også turen ret godt ;-)

    Vi havde set frem til denne kamp, fordi Vejby havde fået udsigt til førstepladsen, men vi kunne heller ikke totalt afskrives i kampen om oprykning.

    Både Andreas og jeg havde en dårlig dag, men Gert fik nok en gang skovlen under Carsten Andersen, selvom Vejby-spilleren denne gang kom bedst fra start med bl.a. en serie på 170.

    Lars lagde ud med 358 point, men Henrik Knudsen kom efter ham med bl.a. en serie på 206. Da Vejby-spilleren manglede 12 point, kiksede han, hvorefter Lars gik ind og lukkede med knap 100.

    Friheden – Greve 4-4

    Friheden havde rækkens mest homogene hold med fire nogenlunde lige stærke spillere. Resultatet var, at de spillede ti ud af 14 kampe uafgjort, så det var ingen overraskelse, at vi også måtte tage en remis mod dem.

    Andreas spillede fornuftigt, men måtte ligesom jeg selv se mig slået. Gert fik hevet en kneben sejr hjem, mens Lars kom lidt skidt fra start. Men så er det jo godt, man kan smække en  serie ud på 216, når man har mest brug for det.

    Modstanderen havde udlæg og manglede 34, men da lavede han sin eneste streg i kampen.

    Greve – Ølstykke 3-5

    Her røg den sidste drøm om oprykning.

    Vi havde en idé om, at vi ville få det nemmere på egne borde, end vi havde haft det i Ølstykke, hvor ballerne triller meget hurtigt og kommer kortere ud, end vi er vant til. Men det viste sig, at Ølstykke-spillerne var gode til at omstille sig.

    Leif Kristensen var med som reserve, og han vandt ret klart, men både Gert og jeg måtte ned mod henholdsvis Brian U. Jensen (60,00 i snit) og Jan Petersen.

    Flemming Bak Olsen fik lukket mod Lars med 50,00 i snit. Lars havde efterstød og scorede de 136, der manglede. Det var flot, selvom det ikke rakte til nogle matchpoint.

    Greve – KBK/BNV 6-2

    Andreas var igen ude i et tæt opgør mod Tommy Nerding, og igen var det Andreas, der nøjagtigt fik trukket det længste strå.

    Nu hvor holdet ingenting kunne nå, spillede jeg selv frigjort og præsterede serier på 242 og 126 mod Steen Søndergaard. Det lagde grunden til, at jeg fik holdkampens højeste totalsnit.

    Gert vandt ret klart over Flemming Lodberg og spillede fornuftigt, mens Lars var helt væk mod Søren T. Larsen og måtte se sig slået.

    Søborg – Greve 4-4

    Søborg havde siden første kamp mistet deres førstemand og førstepladsen i rækken. De havde desuden en (kvalificeret) reserve med.

    Vi havde accepteret at spille i en anden rækkefølge, så Gert og jeg afviklede vores kampe først.

    Gert kom lidt skidt fra start, men han fik efterhånden styr på det og vandt forholdsvis klart over Jørn Larsen.

    Selv spillede jeg igen frigjort, og selvom jeg aldrig fik gang i det spil, jeg gerne vil, blev gennemsnittet ganske fornuftigt – faktisk blev jeg igen holdkampens bedste spiller. Michael Pless havde efterstød og skulle lave 268. Han scorede 124, og dermed førte vi 4-0.

    Desværre måtte Andreas og Lars bagefter se sig slået, og uafgjort var nok et rimeligt resultat.

    Vejby endte med at rykke op. De var stabile hele sæsonen, så det var velfortjent. Tillykke til dem.

    Samlet vurdering:

    Lars Pedersen 14 kampe, 8 sejre, 1 uafgjort og 5 nederlag.

    Det var lidt synd med de to sidste kampe, hvor det ikke kørte. Indtil da havde det været en super-flot og frem for alt meget stabil indsats med flere flotte skalpe som førstemand.

    Gert Lindegaard 14 kampe, 10 sejre, 4 nederlag

    Det begyndte rigtig godt, og Gert er virkelig en god fighter, der aldrig giver op og altid vil vinde. Derfor er han rigtig god at have med på et hold. I slutningen af sæsonen var spillet ikke helt på samme niveau, men ti sejre er nu en ganske udmærket præstation som andenmand i den række.

    Niels O. Hansen 14 kampe, 7 sejre, 7 nederlag

    Hvad er der at sige til mig selv? De to sidste kampe viste, at jeg faktisk ikke er nogen dårlig billardspiller. Men jeg føler mig enormt presset til at skulle præstere, jeg er præget af kampenes enorme betydning, og derfor er det nerver alt sammen. Og hvad kan man så gøre ved det? Jeg ved det faktisk ikke, men jeg må vel prøve at slappe lidt mere af, når jeg spiller – og forbedre min stødteknik.

    Andreas Ravnsted-Larsen 11 kampe, 5 sejre, 6 nederlag (dertil kommer en skrivebordssejr i den første kamp mod Gilleleje)

    Det var lidt op og ned med Andreas, men de kampe, som han skulle vinde, vandt han også. Andreas viste nok en gang, at han har et stort talent, og med den rette indstilling kan han nå rigtig langt i billard.

    Leif Kristensen 2 kampe, 2 sejre, 0 nederlag

    To sejre ud af to mulige til reserven. Det kan man jo ikke forlange bedre.

    Serie 3:

    Det begyndte så godt, men siden da blev det noget sværere, og anden turneringshalvdel indbragte kun enkelt sejr – på udebane mod Rødovre.

    Facit blev fire sejre, fire uafgjorte og fire nederlag, og det er den slags, som midterplaceringer er lavet af.

    Stafet:

    De nye regler gjorde det svært for vores hold 1, der spillede til længere distancer end de fleste af modstanderne. Det var sjældent, at alle tre spillere holdt niveau samtidig, og så bliver det svært i en turnering som stafet.

    Hold 2 fik lidt flere sejre, men de måtte desværre tage til takke med femtepladsen ud af de otte hold, og det var desværre lige nøjagtig ikke nok til at gå videre.

    Par:

    Det lykkedes at holde Solrød bag sig, men ellers var det ikke den bedste sæson for Kaj og Bjørn, der ellers har spillet sammen i mange år. Desværre slutter det nu, hvor Bjørn snart flytter til Jylland.

    Oldboys:

    Lad os starte med hold 3, der som de eneste ikke gik videre.

    Stanleys dyster med Lille Palle endte med en samlet sejr til Gilleleje-spilleren, og Gilleleje endte da også med at vinde kredsen. Vores hold blev nummer fire med tre sejre, seks uafgjorte og seks nederlag.

    Hold 2 blev derimod puljevinder efter et tæt opløb med Ølstykke og Herlev. Det lykkedes for vores hold at vinde 6-2 hjemme over Ølstykke i sidste kamp, og de overtog dermed førstepladsen, da Herlev samtidig tabte til Gersagerparken.

    Hold 1 var inden sidste kamp et point efter Herlev og Gladsaxe, der skulle møde hinanden. Vores hold skulle derfor helst vinde over KBK/BNV. Uafgjort kunne måske også række, men så måtte Herlev og Gladsaxe naturligvis ikke også spille uafgjort.

    Vores hold vandt 6-2, og da Gladsaxe samtidig vandt i Herlev, blev vores hold nummer to i puljen.

    Dermed var begge holdene gået videre til det, der hedder ottendedelsfinalen, hvor hold 1 på udebane slog Sorana ud, mens hold 2 på hjemmebane eliminerede Næstved.

    I kvartfinalen røg begge hold imidlertid ud af turneringen efter to kampe, der sluttede 4-4.

    Specielt hold 1 havde grund til at ærgre sig. De havde hjemmebane mod Rønne og var bagud 2-4. Kjeld Faxholm brændte en tværbal, da han manglede to point, hvorefter bornholmeren ganske vist ikke lukkede, men fik produceret en halvstor serie. Efterfølgende lukkede Kjeld, men Rønne gik videre på bedste procenter, og det havde de ikke gjort, hvis vores bornholmske ven ikke havde lavet den sidste serie. Øv.

    Hold 2 måtte se sig slået ud efter en tur til Slangerup.

    Individuelt:

    Her vil jeg lige fremhæve Gert Lindegaard, som nåede så langt som til finalen om Regionsmesterskabet i Keglebillard Klasse A, der blev afholdt i Gersagerparken. I finalen skal man jo spille godt for at have en chance for at hjemføre guldmedaljen, og på dette tidspunkt af sæsonen havde Gert desværre ikke sin bedste periode.

    Resultatet blev guld til ”Lange” Kim Kristoffersen fra Gersagerparken, sølv til Michael Jensen fra Taastrup, bronze til Brian U. Jensen fra Ølstykke og med Gert på fjerdepladsen.

    Alligevel en flot præstation i A-rækken med de mange dygtige spillere. Og tillykke til alle de fire finaledeltagere med deres medaljer herfra.

    Efter lidt af en omvej kom Yvonne Fausing i finalen i Kvinder Kegler Klasse A, hvor det blev til en fjerdeplads efter Tina Bernburg, Skælskør, Gitte Pedersen, Vejby, og Anette Pedersen fra Faxe. Også et stort tillykke med de medaljer.

    Jack Larsen nåede flot i finalen i 3-bande carambole klasse B. Her fik han en tredjeplads efter Henning Andersen fra Albertslund og Thomas Rumberg fra Rishøj, mens Flemming Pedersen fra Vejby blev nummer fire. Tillykke også her til alle fire.

    Endelig var der Senior Cup, hvor både Bjørn Brenøe og Leif Kristensen nåede blandt de 32 sidste, der skulle spille semifinale.

    Begge spillere gik videre til finalen om Regionsmesterskabet i Skælskør. Her måtte de dog tage til takke med fjerdepladsen i deres puljer, og de gik derfor ikke videre. Men flot alligevel.

    Ja, vi er jo en aktiv klub, som spiller med i mange turneringer, og jeg kunne sagtens have nævnt meget mere her. Men nu vil jeg bare nøjes med at ønske alle en god sommer.

    Den næste sejr ligger aldrig særlig langt ude i fremtiden!

    Sportslig (og venlig) hilsen

    Niels O. Hansen, turneringsleder, Greve BK

    Skriv en kommentar