Nye kommentarer

    Pool

    Pool spilles på et bord med seks huller – ét i hvert hjørne og ét på midten af hver langside. Hullerne er noget større end huller på kegleborde. Til gengæld er baller og borde lidt mindre.

     

    Der er én hvid bal, som spillerne støder til med køen (stødbal). Desuden spilles med enten 9 eller 15 nummererede baller – afhængig af spilleformen.


    14:1 (Straight pool)

    Her spilles med alle 15 baller, som lægges op i en ligesidet trekant på modsatte bordhalvdel af stødballen.

     

    Spilleren, der er ved bordet, skal hele tiden udpege en bestemt af de nummererede baller, som skal stødes i et på forhånd udpeget hul. Dette giver ét point og ret til fortsat spil.

     

    Når der kun er 1 bal tilbage lægges de 14 øvrige baller op i en ny trekant, der mangler toppen. Dette gøres, så man kan spille videre og fortsætte med at få point. Det er derfor meget afgørende, at man kan sænke den bal, der er tilbage, samtidig med at man kan komme til at få spredt nogle af de 14 andre.

     

    Ved stødbal i hul mister man retten til fortsat spil. Modstanderen skal lægge stødballen op på bordets første fjerdedel. Der skal spilles mod bal eller bande på bordets øvrige tre fjerdedele.

     

    Der spilles til en på forhånd fastsat distance.


    8-ball (Eight-ball)

     

    Her spilles også med alle 15 baller, som lægges op i en ligesidet trekant på modsatte bordhalvdel af stødballen.

     

    Den ene spiller har de ensfarvede baller (1-7), mens den anden spiller har de stribede baller (9-15). Hvem, der har hvad, afgøres idet den første bal sænkes.

     

    Ved stødbal i hul på break (spillets første stød) mister man retten til fortsat spil. Modstanderen skal lægge stødballen op på bordets første fjerdedel. Der skal spilles mod bal eller bande på bordets øvrige tre fjerdedele.

     

    Man fortsætter så længe man sænker egne baller. Man mister ret til fortsat spil hvis man i et stød

    • ikke sænker mindst 1 af sine egne baller
    • sænker en af modstanderens baller UDEN at sænke en af sine egne
    • sænker den sorte 8’er før alle ens egne baller er sænket
    • sænker stødballen

     

    Sænkes stødballen i løbet af spillet, får modstanderen bal i hånd.

     

    Den, der først får sænket alle sine baller og til sidst den sorte 8’er, har vundet et sæt.

     

    Der spilles bedst af et antal på forhånd fastsatte sæt.


    9-ball (Nine-ball)

     

    Her spilles kun med ballerne fra 1-9, som lægges op i et harlekins-tern med bal 1 øverst og bal 9 i midten. Harlekinsternen lægges på modsatte bordhalvdel af stødballen.

     

    Det gælder om at sænke 9’eren, hvilket kan gøres på tre måder:

    • i allerførste stød – det såkaldte break
    • i allersidste stød
    • undervejs, hvis man blot rammer laveste nummer først.

     

    Man skal ALTID ramme den lavest nummererede bal først.

     

    Det almindeligste er således, at man sænker ballerne i nummerrækkefølge, men det er altså tilladt at sænke hvilken som helst bal undervejs, når blot man rammer den laveste først. Man kan altså benytte sig af karambolage.

     

    Også her er det fejl at sænke den hvide stødbal. Gør man det, får modstanderen bal i hånd.

     

    Der spilles bedst af et antal på forhånd fastsatte sæt.

     

    Lukket for kommentarer.