Carambole er i virkeligheden en fællesbetegnelse for en række forskellige billarddiscipliner, der dog har nogle fællestræk:
- Der spilles på et bord uden huller
- Der spilles med tre baller – en rød og to hvide.
- Spillerne har hver sin hvide bal, som de støder til med køen. Spillerne kender forskel på de to hvide baller ved, at den ene enten har en lille prik eller er gullig.
- Det gælder om at ramme begge de to andre baller med sin stødbal (carambolage), hvilket giver ét point og ret til fortsat spil.
Selve spillet
Spillet begynder ved, at man anbringer anden og tredje ballerne midt på hver sin bordhalvdel. Den sidste bal – spillerens stødbal – anbringes lidt ved siden af den ene bal. Dette kaldes udlæg. Der må i udlægget ikke spilles bagud.
Der spilles til en på forhånd fastsat distance. I visse turneringer opdeles kampen dog i et antal på forhånd fastsatte sæt.
Hvis den spiller, der begyndte kampen, når sin distance først, er der normalt nyt udlæg til den anden spiller. Hvis denne spiller derved også opnår sin distance, er kampen uafgjort.
Fri carambole
Her skal der scores carambolage. På højt niveau er der begrænsninger m.h.t. scoring i hjørnerne.
1-bande carambole
Samme som fri carambole, men her skal stødballen også ramme mindst én bande, inden den rammer tredje bal. Der er således ingen regler for, om man rammer anden bal først, dernæst banden og så tredje bal – eller banden først og dernæst de to baller. I det sidste tilfælde kaldes ballen en forbande. Der er ingen hjørnebegrænsninger i 1-bande.
3-bande carambole
Samme som 1-bande carambole, men stødballen skal ramme mindst 3 bander, inden den rammer tredje bal. Det er hele tiden frivilligt, om man vil score ved at ramme anden bal først, dernæst 3 bander og så tredje bal – eller, om man vil score via forbande. Forbander bruges en del i 3-bande.
Nye kommentarer