Greve Billard Klub blev stiftet den 21. august 1968. Det foregik på det daværende Greve Badehotel, og det var Ejgil Halskov, der blev den første formand for Greve Billard Klub.
I starten havde klubben til huse i Greve-Hallen øverst oppe under taget. Klubbens første 4 borde blev hejst ind med kran, og det var nødvendigt at afmontere gavlspidsen imens det stod på.
Tiden i Greve-Hallen var plaget af, at Britta Ilmarks Jazzballet havde lokale ved siden af. Når jazzballetten blev udlevet for fuld musik, stod keglerne og hoppede på bordene, og nogle gange væltede keglerne, uden at ballerne havde rørt dem.
Ovenstående lille historie kan man læse på den første side i Niels O. Hansens fantastiske “Greve Billard Klub Jubilæumsskrift 1968-2018”, som Niels færdiggjorde til klubbens 50 års jubilæum den 21. august 2018. Det er et 111 siders værk fyldt med klubbens historie. Det er interessant og munter læsning, som alle med interesse for Greve Billard Klub bør læse. Det fulde værk ligger til fri afbenyttelse. Kontakt klubben for at få det tilsendt.
Nye kommentarer