Nye kommentarer

    To gange guld og en gang hædrende omtale

    Greve Billard Klub fik to guldmedaljer i den forgangne weekend, og det var unægtelig fra hver sin ende af alders-skalaen.

    Lørdag blev der afviklet SM for ungdomscupper i Hvalsø BF.

    Seks ud af de 31 deltagere kom fra GBK. Og sandelig om ikke det blev en af dem, der kom til tops.

    14-årige André Larsen, der kun har spillet billard i omkring halvandet år, vandt turneringen med et gennemsnit på 4,93.

    I finalen slog han Mikkel Klintmann fra Næstved.

    Mads Rynord fra GBK blev nummer tre, og det skal også noteres, at klubbens Andreas Ravnsted-Larsen fik en sjetteplads.

    Samme dag blev der afviklet SM-finale i SjBU Cup i fri carambole i Næstved. Her blev det en guldmedalje til 83-årige Kaj Madsen, som i finalen slog Erik Wessing fra Gladsaxe.

    I sandhed: Billard er en sport for alle aldre. 

    Hjemme hos os selv var der – også i lørdags – SM-finale i stafet kegler. Det var en stor triumf for Jim Pedersen, René Madsen og Bjørn Brenøe at nå så vidt, i betragtning af at de året forinden havde tabt alle deres kampe i puljespillet.

    Det er gået meget bedre i denne sæson, og de tre herrer burde næsten have haft en guldmedalje for at holde ud at spille den marathon-finale, som de gjorde.

    Klokken rundede midnat, inden man kunne kåre en vinder.

    Lad os bare afsløre her, at GBK ikke løb med guldet i denne ombæring. Det kørte ikke rigtigt, som det havde gjort i det indledende puljespil.

    Jægerspris tog guldmedaljerne, der var sølv til Grantoftens BK, og tredjepladsen gik til BK Sorana.

    Det vil vi så fra Greve Billard Klubs side gerne sige tillykke med. Man må også kunne anerkende, når der kommer nogle, der er bedre.

    Mesterskaberne til André Larsen og Kaj Madsen var iøvrigt SM nummer 11 og 12 i denne sæson til Greve Billard Klub, hvilket er klubrekord.

    Det kunne have været meget værre ;-)

     

    Sportslig hilsen

    Niels O. Hansen, turneringsleder, GBK

    Skriv en kommentar