Sådan har kegleholdene lagt fra land

Vi har nu spillet en del kampe. Faktisk er oldboys-holdene om onsdagen allerede halvvejs, så dem kan vi jo starte med.

Hold I (Jan Sørensen, Jack Larsen, Robin Berthelsen og William Jacobsen). Her har Jack erstattet Kjeld Faxholm. Holdet tabte i Kyndby, spillede uafgjort i Helsingør, men vandt så hjemme over Jægerspris. Derefter blev det til nederlag i Slangerup og uafgjort hjemme mod Taastrup.

Det har med andre ord været en blandet landhandel, men med en god anden sæsonhalvdel kan de måske godt nå op i toppen.

Hold II (Per Kristensen, Ivan Gjermansen, Ole Sørensen, Frank Knudsen). Holdet har været bedre ude end hjemme, da det er blevet til sejre i Helsingør og Ølstykke. Hjemme har holdet spillet uafgjort med et andet Ølstykke-hold og Grantoften, mens det blev til nederlag mod Hundested. Igen: Med en god anden turneringshalvdel kan en topplacering og videre deltagelse nåes.

Hold I om fredagen (Leif Bodé, Bent O. Hansen, Peter Christensen, Kaj Madsen) lagde ud med at vinde i Herlev, og siden er det blevet til uafgjort hos KBK og hjemme mod Friheden, og senest blev det så til nederlag hjemme mod Gladsaxe. Men meget kan ske endnu.

Det samme kan siges om hold II om fredagen (Hans Jørgen Sørensen, Niels Peschardt, Ole O. Jensen, Stanley Sørensen), men de har dog det udgangspunkt, at de fører rækken! Holdet har vundet over Slangerup og Friheden, spillet uafgjort med Gladsaxe og tabt til KBK.

Par holdet (Kaj Madsen og Bjørn Brenøe) har vundet tre kampe – mod Gersager, Solrød og Rishøj, mens det er blevet til nederlag i Hvalsø og VB II. Der kan også nå at ske mange ting endnu.

Vi har også fået et to-mands-hold i klubben, der spiller fredag aften. Det består af far og søn (Brian og Daniel Degnebolig). De har tabt til Søborg, vundet i Friheden og spillet uafgjort med Gladsaxe. Endnu en helt åben pulje.

Så er der stafetterne. Det er jo en turnering, som vi har store traditioner for at begå os i her i klubben. Hold I (Jim Pedersen, Kjeld Faxholm og René Madsen) har dog fået det lidt svært i år, da Kjeld og René er blevet sat op i distance.

Det er blevet til sejr i Ringsted, mens Næstved og Skælskør begge kunne tage hjem med to point i bagagen, selvom Jim virkelig spillede godt mod Skælskør. Men deres forspring var for stort.

Hold II (Kim Christensen, Bjørn Brenøe, Lone Juel) er kommet i en pulje, der er blevet lidt ødelagt af, at Kyndby måtte trække sig. Holdet har indtil videre tabt til Taastrup og Birkerød og været oversidder to gange!

Så er der så søndagsholdene. 3. division består i år af Morten Ancher, undertegnede, Leif Kristensen og Andreas Ravnsted-Larsen. Vi lagde ud med at tabe til bornholmerne, som ganske givet rykker op. Så vandt vi hjemme over Hvalsø, inden turen gik til et andet formodet tophold, Søborg. Jeg tabte tårnhøjt til Michael Pless, men Leif fik lige skrabet en sejr i land mod Jørn Larsen. Morten Ancher vandt med 100 over Jens Steenstrup og Lars Pedersen, der var med som reserve, tabte til Morten Frederiksen – troede vi da. Men på efterstødet lavede han så de 198, vi manglede, så vi stjal sejren.
Endelig har vi været i Haslev, hvor vi vandt 6-2. Kun Leif kunne for alvor være sin indsats bekendt dernede.

Serie I (Jim Pedersen, Jan Sørensen, Bent O. Hansen, Kjeld Faxholm) har spillet tre kampe uafgjort – mod Holmegård, Ringsted og Næstved, mens det blev til et knebent nederlag til Faxe. Nu venter på papiret lidt svagere mandskaber, så måske kommer den første sejr snart.

Så har vi tre hold i det nye Handicap A og B, som erstatter de gamle Serie 2 og Serie 3.

Hold I i Handicap A (Jack Larsen, Robin Berthelsen, Leif Bodé og Ole Sørensen) tabte hjemme til Korsør og Hvalsø, mens Asnæs/Grevinge blev sendt hjem med et nederlag på 7-1. Vi får se, hvad der sker, når holdet kommer på udebane!

Hold II (Per Kristensen, Ivan Gjermansen, Kaj Madsen og Frank Knudsen) fik aflyst deres første kamp i Korsør, som har trukket dette hold. Siden er det blevet til uafgjort hjemme mod Ringsted og Hvalsø og nederlag i Høng. Men da holdet har været oversidder to gange, og da det jo er handicap, er det jo ikke lige til at forudsige fremtiden.

Som rosinen i denne pølseende er der Handicap B (det er samme turnering, bogstaverne har udelukkende med spilledatoerne at gøre) er som det eneste hold i klubben ubesejret. De har spillet uafgjort mod Korsør, Skælskør og Stevns og vundet over Sorana. Holdet består af Peter Christensen, Bjørn Brenøe, Jørn Nielsen og Lone Juel.

Alt godt herfra,
Niels O. Hansen

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top