Velkommen til Greve Billard Klubs nytårsstatus for 2024/25. Her giver vi et overblik over året der er gået, resultater fra turneringer, højdepunkter fra klubaktiviteter samt et kig på vores mål og visioner for det kommende år.
Sæsonen er i fuld gang, og vi kan her gennemgå, hvordan det ser ud her på første dag i 2025.
Vi begynder med holdturneringerne:
Keglebillard, 1. division (Keld Olsen, Lars Pedersen, Dennis Bøger, Johnny Rasmussen)
Ja, det kører jo helt fantastisk med foreløbig fem sejre og en uafgjort kamp mod Ringsted. Holdet topper dermed den næstbedste række. Men der mangler så også to kampe i det nye år mod Friheden, som stiller med et hold bestående af fire tidligere Elitedivisionsspillere. Men der skal da spilles om det, og det skal ikke her og nu forhindre os i at glæde os over, at vores hold går ind i 2025 som nummer et.
Keglebillard, 3. division (Preben Müller, Bo Møller, Niels O. Hansen, Jack Larsen)
Holdet kom lidt skævt fra start med uafgjort mod Helsingør og nederlag mod Gentofte. Men her var holdet heller ikke i idealopstillingen. Siden da er det dog blevet til fem sejre og yderligere en uafgjort. Dermed topper holdet puljen med et forspring på tre point til nummer to, som er Gladsaxe. Vi satser på, at holdet rykker op, men der skal da bestemt væltes nogle kegler, førend det kan blive en realitet.
3-bande carambole, tomandshold I (Per Friis/John Riis)
Det har været betydeligt sværere i denne sæson for vores forsvarende regionsmestre. Per rykkede op fra B-rækken til A-rækken, og John rykkede op fra C- til B-rækken, så de er begge sat noget op i distance. Og det har vist sig på resultaterne, hvor det er blevet til to sejre, to uafgjorte og fire nederlag indtil videre. Muligheden for at gå videre er efterhånden rent teoretisk, men der venter da syv spændende kampe i foråret.
3-bande carambole, tomandshold II (Bo Møller, Mogens Pedersen)
Vi har to hold i 3-bande i denne sæson, og det er jo herligt. Dette hold har spillet mange kampe uafgjort, for Mogens har vundet næsten alle sine kampe, mens Bo har haft det sværere. I toppen af puljen er Albertslund gået i udbrud, og de bliver realistisk set svære at indhente.
Keglebillard, tomandshold I (Bjørn Michaëlis, Jan Laybourn)
Holdet har byttet rækkefølge på de to spillere, og de har haft svært ved at leve op til spillet fra sidste sæson, hvor det endte med en plads i regionsfinalen.
I syv kampe er det blevet til en sejr, fire uafgjorte og to nederlag. Det rækker til en femteplads, og der er fire point op til førstepladsen. Derfor bliver det vanskeligt at gå videre, men forsøget skal naturligvis gøres.
Keglebillard, tomandshold II (Jim Pedersen, René Madsen)
Dette hold klarer sig til gengæld fint, for de ligger på puljens førsteplads i skrivende stund – selvom det er marginalt. Der skal med andre ord også en del point til i de sidste kampe for at vinde puljen.
Specielt har holdet været stærke på hjemmebane, hvor det i fire kampe er blevet til tre sejre og en uafgjort. Hvis det også lykkes at tage nogle flere point på fremmede borde, ser det godt ud.
Keglebillard, tomandshold III (René Lodberg, Søren Jespersen)
Dette hold fører også deres pulje, men de har lidt mere at give af, for de har i deres syv kampe vundet tre og spillet de andre fire uafgjort.
Specielt har René været stærkt spillende, for han har vundet seks ud af sine syv kampe.
Med et forspring på tre point er det tilladt at håbe på, at holdet også kan slutte på førstepladsen, så de kan gå videre.
Keglebillard, tomandshold IV (Brian Jensen, Johnny Østdal)
Dette hold består af to turneringsdebutanter, men de har virkelig klaret sig godt.
De første syv kampe er endt med tre sejre, tre uafgjorte og et enkelt nederlag. Det rækker til en andenplads efter Frederikssund, som er gået i udbrud med et forspring på tre point, og som nok bliver svære at indhente.
Keglebillard, oldboys (Jack Larsen, Jan Sørensen, Jan Laybourn, Ole Olesen)
Det har været lidt op og ned med dette hold, som lagde halvskidt fra land, men som så alligevel vandt to kampe i træk, så de krøb op i midterfeltet.
Endnu et nederlag til Ølstykke gør dog, at det nu ser lidt svært ud.
Gladsaxe har trukket fra i toppen, og selvom vores hold har en kamp i hånden mod Grantoften, bliver det realistisk set svært at nå helt til tops i puljen.
Individuelt:
Lars Pedersen var med i regionsfinalen i keglebillard klasse Elite (12-mandsfinale). Selve Lars’ spil i denne finale var dog ikke værd at skrive hjem om, så det lader vi være med 😉
Til gengæld er Lars Pedersen i semifinalen i Mesterrækken i keglebillard, hvor han jo har stolte traditioner. Han har i alt været i finalen fem gange. Det er hver gang blevet til tredje- og fjerdepladser.
Semifinalerunden spilles i Næstved, og modstanderne er Mick Jørgensen og Jeppe Kjølby, begge Næstved, samt Jesper Stærk Nielsen fra Søborg.
Bo Møller er nået til kvartfinalen i klasse B i keglebillard. Her spiller han på hjemmebane, og modstanderne er Stig Holmgaard fra Helsingør samt Michael Hansen fra Vordingborg.
Mogens Pedersen er til gengæld nået helt til regionsfinalen i 3-bande oldboys, ligesom han var i sidste sæson.
Finalen skal spilles i Albertslund, og modstanderne er Steen Bulskov, Albertslund, Michael B. Nielsen, Nykøbing Falster, samt Henrik Jeppsson fra Rødovre.
Der er også andre spillere, som skal i aktion individuelt i det nye år, for Ole Olesen er med i Søgaard Cup i keglebillard, mens Mogens Pedersen samt Bo Møller deltager i samme turnering i 3-bande.