Så lykkedes det for Greve Billard Klub at erobre sæsonens første sjællandske mesterskab. Det var Mads Rynord, som vandt SM i Ungdom Kegler Klasse E for næsen af André Larsen, der således fik sølv, og begge to går derfor videre til kampene mod spillerne fra de andre landsdele.
Andreas Ravnsted-Larsen fik ligeledes sølv i Ungdom Kegler Klasse C, og ligesom Mikkel Brix i Ungdom Kegler Klasse D går han videre. Så må vi se, hvor skrappe deltagerne er i resten af landet.
Ud over at jeg gerne vil sige tillykke med de opnåede resultater, så glæder det mig også, at det lykkedes at opnå et SM i denne sæson. I år er jo den sidste sæson med Sjællands Billard Union. Fremover kommer DDBU til at styre alle turneringerne, og i stedet for sjællandsk mester kan man blive Regionsmester.
Med Mads’ mesterskab har GBK vundet sjællandske mesterskaber hvert eneste år i de sidste 30 år af Sjællands Billard Unions levetid. Det er vel en slags rekord, og GBK er ene om denne bedrift.
Det begyndte med Bent O. Hansen i Kegler Klasse D i 1981. Du kan se navnene på alle mestrene under menuen ”Om GBK” i underpunktet ”Titler til GBK”.
Niels O. Hansen, turneringsleder, Greve BK