Hele sæsonen er ikke forbi endnu, men det nærmer sig, og derfor kan der gøres en slags status. I første omgang for holdene.
For hold-sammensætningerne: Se tidligere indlæg.
3. Division: Vi blev nummer tre ud af otte hold, og det er måske meget passende, når man ser på holdenes styrke i kredsen, som var den klart stærkeste af alle. Selve spillet var til gengæld ikke så godt, som vi havde håbet på, og det er der nok flere forklaringer på. Jeg håber, det går bedre til næste år
Serie 1: Også dette hold blev nummer tre efter tre sejre, kun to nederlag og hele syv uafgjorte kampe. Holdet leverede med andre ord en præstation, der var lidt over middel til selve rækken.
Handicap A, hold 1: Dette hold blev ramt af mange udskiftninger og afbud undervejs, og derfor var det måske ikke så overraskende, at det sluttede sidst.
Handicap A, hold 2: Dette hold blev så til gengæld ramt af, at to hold trak sig undervejs, og da der i forvejen kun var syv hold i kredsen, blev det en ret så amputeret turnering. De fem resterende hold var meget lige, men vores sluttede desværre sidst. For begge holdene i handicap A gælder det, at det nok er en god idé med den ny Serie 2 til næste år i stedet.
Handicap B: Dette hold blev nummer to i kredsen, og det var næsten nok til videre deltagelse. Desværre også kun næsten. Et nederlag hjemme til Vordingborg i tredjesidste spillerunde endte med at blive dyrt. Men flot præstation alligevel.
Oldboys hold 1, onsdag: Dette hold var det eneste, der klarede at gå videre til de afgørende kampe efter en tredjeplads i kredsen takket være uafgjort i Taastrup i sidste kamp. Herefter lykkedes det ret overraskende at eliminere Holmegaard i den første knock-out kamp. De havde ellers været ubesejret i deres kreds, så det var en flot præstation. Derefter kom Nykøbing til Greve, og de endte desværre med at tage sejren med hjem til Falster.
Oldboys hold 2, onsdag: Dette hold blev ligesom hold 1 nummer tre i deres kreds, men desværre rakte det ikke til videre deltagelse. Det var sådan, at nummer et og to i hver kreds gik videre sammen med fire treere ud af 14. Holdet tabte 3-5 i Hundested i sidste kamp. 4-4 havde været nok til andenpladsen, så det var lidt ærgerligt.
Oldboys hold 1, fredag: Spillede en masse kampe uafgjort og forpassede på denne måde reelt chancen for at gå videre. Holdets to eneste sejre var mod Herlev, der faktisk endte over Greve i tabellen, hvor det sluttede med en fjerdeplads ud af seks hold.
Oldboys hold 2, fredag: Dette hold var markant bedre hjemme end ude. Hjemme var man ubesejrede og tog ni point ud af ti mulige. På udebane var det omvendt, og derfor var det lige nøjagtigt ikke nok til at gå videre.
Stafet. hold 1: To hold – Næstved og Skælskør – trak meget hurtigt fra og endte med at gå videre. Vi vidste på forhånd, at det ville blive svært at gå videre for vores hold, sådan som de gjorde sidste år, da to mand var blevet sat 50 point op i distance til denne sæson. Det betyder meget i stafet.
Stafet hold 2: Her var der mere spænding i puljen, og vores hold var sådan set med indtil de sidste kampe, hvor det desværre blev til andenpladser i fire opgør på stribe.
Par: Et hold, Hvalsø, gik hurtigt i udbrud, mens to andre hold, Ishøj og Solrød, var bedst, når man vendte stillingen på hovedet. De øvrige fem slog hinanden indbyrdes, men også her gik vores hold desværre ned til sidst, så det blev til en sjetteplads.