Nye kommentarer

Sæsonen i gang igen

Sommeren – eller hvad vi nu skal kalde den – er forbi. Det er da trist, for de lyse aftener er under alle omstændigheder dejlige.

Det betyder til gengæld, at vi er i fuld gang med billard igen. Der er kommet nye klæder på samtlige borde heroppe, og det betyder jo, at de løber dejligt langt, og at vinklerne kan være lidt svære at beregne.

Alt i alt er nye klæder dog en god ting, og derfor vil det være rart, hvis vi alle sammen husker at behandle vores materiel med respekt. Det varer længe, inden der kommer nye klæder på igen, så det er surt, hvis der opstår huller i klædet allerede nu. Ballerne kan også med fordel rengøres før eller efter spillet.

De interne turneringer har sidste tilmeldingsfrist 5. september, mens de eksterne turneringer allerede er begyndt.

Pool-holdet i 2. division spillede deres to sidste holdkampe for sæsonen 2011, og det kan konstateres, at der ikke bliver nogen oprykning i denne omgang. Osted kommer med i oprykningsspillet til Elitedivisionen.

Ellers er det jo især oldboys-holdene, der er aktive her i sæsonstarten. Hold I (Jan Sørensen, Robin Berthelsen, William Jacobsen og Kjeld Faxholm) spillede i første kamp 4-4 hjemme mod et hold fra Ølstykke.

Hold II (Per Kristensen, Ivan Gjermansen, Ole Sørensen og Frank Knudsen) var en tur i Værløse, hvor det desværre blev til nederlag på 2-6.

Også det ene stafethold (Jim Pedersen, Kjeld Faxholm og René Madsen) har været i aktion. De måtte se sig besejret med beskedne ti point af et hold fra BK Sorana. Øv.

Jeg vil prøve at opdatere noget oftere med resultaterne i denne sæson end tidligere.

Hilsen Niels O. Hansen, turneringsleder, Greve BK

Skriv en kommentar