Nye kommentarer

Flot efterår 2018 for Greve Billard Klub

Vi har fra klubbens side haft et fint efterår i 2018/19. Du kan læse herunder, hvordan det er gået.

1. division kegler (Morten Ancher, Henrik Fring, Tonny Andersen, Dennis Bøger)

Helsingør – Greve 4-4

Helsingør er oprykkere, men de er alligevel storfavoritter til at rykke op i Elitedivisionen. De har blandt andet fået tilgang af Keld Olsen fra Gilleleje, som har en meget fjern fortid som Greve-spiller. Keld spillede for GBK, da klubben lå i Greve-Hallen og på Hedelyskolen – dvs. før 1978. Han vandt over Morten Ancher, mens Henrik Fring vandt over Michael Jensen. Det betød uafgjort, for i de første kampe havde Dennis Bøger tabt knebent til John Andersen, mens Tonny Andersen havde lukket for næsen af Jan Guldager med en flot serie på 274. En pudsighed ved første runde: Alle holdkampene i 1. division øst sluttede uafgjort.

Greve – Korsør 8-0

Det gjorde kampene så ikke i anden runde! Lars Pedersen var med i stedet for Dennis Bøger i denne kamp. Korsør kom i svækket udgave, så Henrik og Tonny var ikke udfordret for alvor. Lars kørte godt og lukkede til 700 point i otte indgange. Morten har tidligere haft kvaler med René Johansson – men ikke denne gang.

Ringsted – Greve 2-6

Denne her havde vi på forhånd frygtet lidt, men det gik overraskende smertefrit med at få halet to point i land. Både Henrik og Tonny vandt med over 200 point, og Dennis med 150. Morten var også foran mod Kenneth Dahl Kendra, som imidlertid lukkede i femte indgang med en stærk serie på 400 point. Dermed førte vores hold rækken på bedre score end Helsingør efter tredje runde.

Højen – Greve 7-1

Det sluttede så her. Højen har to spillere – Kim Henriksen og Rene Andersen – der prioriterer at spille 5-kegler. Desværre var der ikke turnering i 5-kegler denne søndag, så vi fik dem for fuld udblæsning. Lars Pedersen var med i stedet for Henrik Fring, men ligesom Tonny og især Dennis havde han det svært i klubben på Falster, hvor bordene er kendte for at være lidt specielle. Morten var også under vanligt niveau og måtte afgive en pind til Jesper Rasmussen.

Greve – Hvalsø 8-0

Tilbage på rette kurs. Dennis spillede et fornuftigt parti og vandt med 22 point over Brian Hede Nielsen. Tonny vandt klart, og det samme må siges om Henrik, der virkelig rullede sig ud og lukkede i femte indgang mod Bjarne Ishøj. Gennemsnit på 140,00 og en serie på 330 undervejs. Morten vandt også ret klart over Michael Goldemann.

Greve – Sorana 6-2

Sorana er ligesom Hvalsø oprykkere, men de har gjort det glimrende og ligger i midten af rækken. Dennis fik tidligt i kampen mod Kim Rasmussen produceret en fin serie på 288 point, som gav ham et forspring, han kunne tære på i resten af kampen, selvom han kun vandt med 68 point. Tonny og Henrik vandt begge meget klart, og det lignede, at Morten også var på sejrskurs. Hans spil var rigtig godt denne dag med et snit på 128, men Bertil Pedersen lukkede med en flot serie på 396 i femte indgang.

Gilleleje – Greve 4-4

Sidste gang Greve var på besøg i Gilleleje, blev det til sejr og klubrekord med 69 i snit. Sådan gik det ikke denne gang, men uafgjort var et fint resultat mod en klub, som vi har haft stort besvær med. Dennis har i denne sæson været ferm til at nappe sejren i tætte opgør. Det gjorde han også her mod Morten Rudal (700-644), mens Tonny måtte ned mod en velspillende Gert Jørgensen. Henrik Fring fik til gengæld fat i Lars Wiberg, mens Morten tabte til den tidligere Greve-spiller René Skovbro-Rasmussen. Det ene matchpoint betød, at Greve holdt fast i andenpladsen.

Greve – Helsingør 1-7

Og det gjorde holdet også her – takket være det ene point, som Tonny Andersen skaffede med et efterstød på 344 point mod Lars Olsen i ottende indgang. Helsingør kom denne gang med hele kavaleriet med Rune Kampe og Keld Olsen i spidsen. Rune førte hele vejen mod Morten, der ellers var ved at nå op til sidst. Henrik kunne mod Keld Olsen ikke leve op til sit fine spil i mange af de andre kampe, og Dennis kunne i længden ikke følge med Michael Jensen. Dermed løber Helsingør med allerstørste sandsynlighed med oprykningen til Elitedivisionen.

2. division kegler (Lars Pedersen, Palle Madsen, Bo Møller, Niels O. Hansen)

Søborg – Greve 4-4

Niels tabte -  men gjorde pæn modstand mod sin gamle holdkammerat, Steen Pedersen, som var med til at sikre oprykningen sidste år. Bo tabte ret klart i sin debut for klubben mod Jens Steenstrup. Palle vandt derimod klart over den anden Steenstrup-bror, Jesper, og Lars spillede virkelig stærkt og lukkede i fem indgange mod sin navnebror, der er skiftet til Søborg inden denne sæson fra Friheden.

Gilleleje – Greve 4-4

Lidt øv. Vi spillede i en anden rækkefølge end normalt, så Lars og jeg afviklede vores opgør først. Vi spillede desværre dårligt begge to, og det gjorde udgangspunktet svært. Men Bo leverede en glimrende indsats og vandt klart over Lennart Jørgensen, og Palle førte hele vejen mod Flemming Nielsen og sikrede derved holdet det ene point.

Greve – Friheden 7-1

De to hold spillede oprykningsfinaler sammen sidste forår, hvor Greve vandt begge kampe. Det gjorde vi så igen, for Niels vandt et tæt opgør mod Ole Barnhard Larsen, mens Bo spillede remis med Svend Erik Christensen. Lars vandt tårnhøjt, og Palle var heller ikke for alvor i vanskeligheder mod Erik Adrian, der er set noget bedre end i denne kamp.

Greve – Vejby 1-7

Vi vidste godt, det ville blive svært. Niels lagde nu ud med to serier på omkring de 100 mod Knud Momme, men han blev indhentet og måtte lave 44 på efterstødet for at få uafgjort. Både Bo og Palle var oppe mod overmagten i skikkelse af Steen Christensen og Henrik Knudsen. Hvis Niels havde vundet, kunne vi måske have sneget os til uafgjort i holdkampen med sejr til Lars mod Johnny Mogensen. Men Johnny trak det længste strå i en kamp, der ikke var den bedste fra de herrers side.

Helsingør – Greve 8-0

Av. Her fik vi virkelig ørerne i maskinen. Hverken Niels eller Bo var i nærheden af noget, og det gav et svært udgangspunkt. Palle fulgte bedre med mod Boris Hansen, men han måtte også ned til sidst. Lars spillede mod Martin Olkjær, som i den grad havde marginalerne på sin side. Det havde Lars ikke, og så måtte vi tage hjem med et æg.

Greve – Søborg 6-2

Turneringen er i år kun med seks hold, der mødes tre gange. Det her var et noget bedre resultat end nederlaget i Helsingør. Niels lagde ud med 222 point mod Steen Pedersen, og selvom det endte med at blive snært, holdt han hjem. Bo vandt klart over Jens Steenstrup, og så var den ene pind i hus. Palle førte, men han endte med at gå død mod Jesper Steenstrup. Lars vandt imidlertid ret klart over Søborgs Lars Pedersen.

Greve – Gilleleje 6-2

Henrik Fring var med i stedet for Lars. Niels endte med at tabe med 16 point til Lennart Jørgensen, men det blev udlignet af Bo, som vandt stort over Bo Storringgaard. Palle spillede flot og lå længe til et snit på omkring de 50. Det endte med 40,00 i snit, men det var også rigeligt til sejr over Flemming Nielsen, der først kom i gang til sidst – og der var det for sent. Henrik kneb en spinkel sejr fra spids hjem mod Jimmy Sørensen, og dermed holdt Greve fast i rækkens tredjeplads.

Friheden – Greve 6-2

Dennis Bøger spillede her i stedet for Lars Pedersen. Udebanen i Hvidovre er kendt for at være vanskelig, for ballerne kommer meget kort ud på tværballer og kvarter. Bo og Niels fandt sig aldrig til rette på bordene, og det gjorde Dennis heller ikke. Det gjorde Palle til gengæld, og denne gang holdt han de 50,00 i snit hele vejen mod Svend Erik Christensen. Holdkampen var desværre tabt på dette tidspunkt.

Vejby – Greve 8-0

Vejby er et 1. divisionshold, der i denne sæson bare spiller i 2. division. De har i skrivende stund vundet alle deres kampe, og vi var ikke i nærheden af at kunne udfordre dem i dette opgør. Men vi ligger stadig nummer tre i puljen.

Serie 3 kegler (Jack Larsen, Robin Berthelsen, Knud Erik Hansen, Steen Bengtson)

Serie 3 vandt jo i sidste sæson to gange guld. Først blev det til sejr i regionsfinalen mod Hvalsø. Sorana og Rønne, og i landsfinalen gik det ud over Taars, Faaborg og Hvalsø.

I sidste sæson var Børge Jensen med – bortset fra finalerne, hvor han blev erstattet af Jan Laybourn. I år er Jack Larsen med, men da Serie 3 er en handicapturnering, er det svært at forudsige, hvordan det går.

Holdet har efter syv kampe tre sejre, en uafgjort og et nederlag, og spillet har også været meget op og ned. Det giver naturligt nok en placering midt i puljen, som Ringsteds unge løver ganske givet vinder. Målet må være at gå efter andenpladsen, men det forudsætter som det første en sejr i Holbæk, der lige nu ligger nummer to.

Oldboys hold  kegler (Robin Berthelsen, Jan Laybourn, William Jacobsen, Knud Erik Hansen)

Det begyndte godt med sejre over Ramsø og Hvalsø, men siden har det været mere op og ned for oldboys-holdet, som i skrivende stund også har tre sejre, en uafgjort og tre nederlag.

Det ser ud som om, Hvalsø løber med førstepladsen, men andenpladsen er stadig inden for rækkevidde, hvis det lykkes at få nogle sejre

Første kamp i det nye år er ude mod Hvalsø, der kun har tabt en kamp indtil videre. Det var mod Greve. Så helt umulig er opgaven altså ikke.

Tomandshold 1  kegler (Jim Pedersen, René Madsen)

Duoen fandt sig aldrig helt til rette i parturneringen, som nu er nedlagt. Det går trods alt noget bedre i denne turnering, som består af to singler, og hvor der derfor er mange uafgjorte kampe.

Holdet har to sejre, fire uafgjorte og to nederlag efter de første otte kampe. De er ubesejrede på eget bord, og der venter et spændende forår, hvor nederlag i hvert fald skal undgås, hvis det skal blive til videre deltagelse.

Fem hold – Ringsted, Hvidebæk, Næstved, Gentofte og Greve – skal slås om de to pladser, der giver videre deltagelse

Tomandshold 2 kegler  (Yvonne Fausing, Henning Madsen)

Dette hold lagde ud med at tabe til Holbæk, men derefter blev det til fem sejre på stribe inden nederlag til Ringsted og igen til Holbæk.

Holdet har altså mærkværdigvis nok ikke spillet en eneste kamp uafgjort endnu.

Ringsted ser ud til at løbe med førstepladsen, men vores hold ligger nummer to, så hvis de kan fortsætte det fine spil i foråret, så kan de godt ende med at gå videre.

Individuelt

Det klart bedste resultat indtil videre er Bo Møllers guldmedalje i landsfinalen i 3-bande carambole klasse C.

Bo spillede en flot finale i Korsør, hvor han vandt alle sine kampe med næsten 0,400 i totalsnit. Han har et tilmeldt snit på lige knap 0,200, så det er noget af en fremgang, han her har præsteret.

Inden landsfinalen var Bo også i Korsør for at spille regionsfinale, hvor han dog måtte nøjes med en sølvmedalje efter hjemmebaneklubbens Chris Sørensen.

Yvonne Fausing nåede regions-semifinalen i kvinder kegler klasse A, mens Jan Sørensen er i semifinalen i 3-bande carambole oldboys.

Lars Pedersen er nået frem til regions-semifinalen i kegler klasse M, og han skal senere på foråret spille med i 12-mandsfinalen i kegler klasse Elite i Sorø.

Desuden har Lars Pedersen for tredje år i træk vundet sig en tur til Asaa i DM klasse Elite. Modstanderne er Søren Sørensen, Asaa, Tino Ishøj, Gilleleje og Dennis Graversgaard fra Lemvig. Lars er direkte kvalificeret til 1. runde, så han har altså ikke været ude i kvalifikation. Til gengæld har Lars ikke været helt tilfreds med sit spil i denne sæson. Men det kan jo nå at vende!

Endelig har Steen Bengtson spillet sig frem til regions-semifinalen i oldboys keglebillard, som skal spilles på Lolland – nærmere bestemt Søllested.

Skriv en kommentar